Hallux rigidus – Stiv storetå

Jens V. Bruun

Hallux rigidus - stiv storetå - inddeles i 2 typer: en organisk og en funktionel. De 2 tilstande har forskellig patologi, men klinisk er ligheden iøjnefaldende. Der omtales derfor den pato-anatomiske forskel og den lidt forskellige behandling.

Definitionen på en hallux rigidus tilstand er manglende ekstensionsformåen i storetåens grundled ud over 15 grader. Fælles for de 2 tilstande er, at de umuliggør en almindelig, normal gangafvikling.

DEN ORGANISKE HALLUX RIGIDUS

Den organiske hallux rigidus har sin basis i en artroseudvikling i metatarso-phalangealleddet (MP-leddet). I denne tilstand indtræder der en bruskdestruktion med øget subkondral sklerosering og breddeøgning af knoglefladerne, så bevægeligheden efterhånden nedsættes til under 15 grader.

Årsagerne kan være mange, men er i de yngre år ofte af traumatisk type, derudover kan sygdomme som reumatoid artrit og arthritis urica give anledning til artroseudvikling i MP-leddet og derigennem en hallux rigidus. Efterhånden som artroseudviklingen skrider frem, bliver ledspalten mellem første metatars og første phalanx mindre, og dette ses røntgenologisk tydeligt.

På et tidspunkt begynder der at optræde problemer med afviklingen. Det gør ondt, når man skal afvikle over storetåen, og personerne begynder derfor at afvikle over laterale fodrand. I starten har de ofte kun smerter i gangfasen og under afvikling, men senere, når artrosen udvikler sig, kan der også optræde hvilesmerter.

KLINISKE FUND

Den organiske hallux rigidus er karakteriseret ved et fortykket caput af første metatars, der er ofte clavusdannelse og hyperkeratose lateralt på foden og ud på storetåen, medens huden under capitu,lum af første metatars er tynd.

BEHANDLING

Behandlingen i de tidlige stadier vil være konservativ med en forfodsgænge. Herved ophæves den normalt eksisterende bevægelighed i storetåens MP-led, og smerter ophører på denne måde. Hvis tilstanden er mere fremskreden, så der også er hvilesmerter, er det bedste råd en artroplastik. Til daglig bruges i Danmark Keller-operationen, som består i en resektion af basis af proksimale phalanx og interponering af kapslen mellem caput af metatarsen og resterende del af proksimale phalanx.

DEN FUNKTIONELLE HALLUX RIGIDUS

Denne tilstand er ligeledes karakteriseret ved at være en tilstand, hvor patienten

ikke kan ekstendere hallux forbi 15 grader, når patientens ankelled står i 90 grader eller en smule extenderet. Tilstanden er foranlediget af en for kort musculus flexor hallucis longus. Denne patient er altså ikke karakteriseret ved en artrose i leddet, og derfor ser selve foden pæn og normal ud, hvilket har vanskeliggjort diagnostikken hos de fleste af disse patienter. Når en patient med denne tilstand kommer i afviklingsfasen i gangcyklus, kan patienten ikke som normalt dorsalbøje storetåens MP-led. Patienten bliver derfor nødt til at afvikle over laterale fodrand og videre ud over de 3-4 laterale capituli metatarsae. Patienten afvikler derefter videre udover distale phalanx på storetåen.

Den ændrede afviklingsmåde medfører et ufysiologisk stort tryk under capitulum metatarsae 11-V og distale phalanx, der opstår herved plantar hyperkeratose og clavusdannelse under disse capituli. Dette er en ofte smertefuld tilstand, og det er karakteristisk, at disse patienter netop ikke klager over gener fra storetåen, men over smerter og gener ude fra de laterale 4 tæer.

DIAGNOSTIK

Tilstanden konstateres på følgende 3 måder:

1. Hyperkeratosen under capitulum metatarsae og under distale del af storetåen medialt, medens huden under capitulum af første metatars er tynd.

2. Klinisk konstateres den ved at bede patienten stå op og hælde ganske let fremad. Man skal sørge for, at patienten belaster på benene på dette tidspunkt. Patienten vil nu ikke være i stand til at dorsalbøje storetåen på opfordring, ej heller passivt kan den føres dorsalt.

Sætter man imidlertid patienten ned og beder vedkomnmende om at bøje foden let plantart og samtidig at bøje storetåen opad, gøres dette uden problemer og ofte med ret stor vinkeldannelse. Ved at lave en plantarfleksion i anklen har man forkortet flexor hallucis vej ned til storetåen, og der er derfor mulighed for at dorsalbøje storetåen uden problemer.

3. Man kan dorsalbøje let i ankelleddet, samtidig med en let supination i subtalarleddene og derefter prøve bøje storetåen passivt bagover. Ved

funktionel rigidus kan dette kun gøres, hvis første rnetatars samtidig bliver presset plantartart.

BEHANDLING

Behandlingen af denne tilstand er alene at udstyre patienten med en forfodsgænge. Dette skal laves hos en skoimager. Af indlæg kan man evt. supplere med et lille løft under capitulum af første metatars samt lateral dublering af hælen. Disse indlæg kan laves hos en fodterapeut eller en bandagist.

Hos kvinder kan man tilråde en lidt højhælet sko (3-4 cm) med forfodsgænge og pelotteindlæg.

1. Clavus med interphalangealleddet	2. Caput metars forstørrelse
3. Tåen "hænger"	4. Manglende formåen at bøje tåen forover