Fodring, foder og ernæringsværdier.

 

 

Fodring er et problem, der ofte bliver trukket frem ved akvariemøderne, enten direkte eller i relation til et sygdomsforedrag, en diskussion om alger eller en anden årsag.  I stort set alle tilfælde får man at vide, at vi fodrer vore akvariefisk for meget.  For eksempel at vi i stedet for 2-4 gange dagligt kun bør fodre hver anden dag.  Denne lidt enkle fremgangsmåde at propagandere på har efter mine iagttagelser haft deres virkning, idet jeg ved besøg rundt om hos akvarister alt for ofte har set små og udmagrede fisk, der, når man nærmer sig akvariet, alle søger hen til foderhullet, vel i det stille håb, at der falder lidt af ved lejligheden.  Jeg har da i reglen spurgt, hvor ofte der fodredes i akvariet, og hvor meget ad gangen?  Jeg får da altid opgivet en samlet daglig fodermængde, som uvægerlig fra min side afføder spørgsmålet om, hvor mange dødsfald der har været?  Yderst sjældent er tallet under ét pr. måned og oftest større alt afhængig af fiskebestandens størrelse.  Ofte er det lykkedes mig at få akvaristen til at tage fodringen af sine dyr op til revision.

 

To modargumenter, der oftest konstateres, er: Almindelig dovenskab eller uvilje mod at ændre den vante normale daglige rytme, og med den argumentation »det går da nok« og døde fisk - ja, det ser man jo for eksempel også hos de handlende.  Den førstnævnte indstilling er der mig bekendt ikke noget at gøre ved.  Eventuelle døde fisk hos handlende skyldes mange forskellige andre årsager, selv om mange handlende nok også fodrer i underkanten af, hvad man burde.

 

Den anden argumentation er mere forståelig, idet den netop baseres på foredrag og bøger omhandlende emnet, hvor der doceres hele tiden at passe på ikke at fodre for meget.  Jeg mener at huske, at K. K. Laursen i sin akvariebog skriver, at man ikke skal give mere foder, end der tages af fiskene på ti minutter.  Er det ikke det, er der givet for meget.  Dette er en af de få gange, jeg har oplevet, at der dog er givet faste retningslinier for foderets kvantum.

 

Nu er der nok mange forskellige og dygtige akvarister, der med tiden automatisk har lært at give deres fisk det rigtige kvantum foder hver dag uden egentlig at tænke over, hvordan de er kommet dertil, og det er svært at få at vide af disse, hvor meget de fodrer dagligt.  Da jeg har indset dette, begyndte jeg at undersøge mulighederne for at give en anden nem retningslinie for det daglige foderkvantum.  Følgende blev da resultatet for det, jeg er kommet til.  Når jeg skulle give levende foder, var det nemmest at holde sig til den ovennævnte regel vedrørende de 10 minutter.  Det beror på den kendsgerning, at hvis det ikke bliver spist op, vil det dø, idet vore normale emner af levende foderdyr ikke kan tåle de temperaturer, der forefindes i vore normalt opvarmede akvarier.  Det døde foder vil da kunne gå i forrådnelse, såfremt det ikke fjernes af snegle eller på anden måde bortskaffes.

 

Tørfoderet skaber efter min mening lidt andre forhold.  Man kan vel i og for sig også her bruge ti minutters reglen, men man må da spørge sig selv, hvor mange gange dagligt kan der fodres?  Fodrer man nemlig med et tørfoderemne, fiskene kan lide, vil man ved flere daglige fodringer let kunne få sine fisk overfodrede, idet de da spiser af lyst og ikke af sult.  Det er sikkert også denne form for overfodring, der er den hyppigste.

 

Jeg har forsøgt at finde frem til et tørfoder, som fiskene kun spiste af. når de var sultne, for på denne måde at skaffe mig en indikator for, nar fiskene virkelig var sultne eller de bare var lækkersultne.  Herigennem ville jeg jo hele tiden kunne sørge for, at mine fisk var mætte uden at blive fede.  En fisks modstandskraft overfor sygdomme svækkes under sult, hvor den jo må se sig nødsaget til at nedbryde egne væv, for at klare forbrændingen ved livets opretholdelse.  Ved et træf fik jeg fat i en dåse foder, som fiskene kun rørte, når de var sultne.  Ved mine daglige fodringer nu bruger jeg oftest et andet præparat, men der er så mange forskellige fabrikater, og de er sikkert i det store og hele lige meget værd i fodringsværdi inden for en rimelig grænseværdi.  Kunne man nu finde frem til en kombination af disse undersøgelser, ville jeg foreslå følgende: Der skal fodres så ofte fiskene viser tegn på, at de Ønsker mad, men kun i så små kvanta, at de hurtigt får spist op, og afvekslende med ens normale tørfoder og et tørfoderemne, som de kun tager af sult.  Man bør altid gå lidt forsigtigt til værks og først ved at bruge yderst lidt af dette se, om de samme fisk to-tre gange i træk er så sultne, at de fortsat Ønsker mere.  Gør de det, kan man udvide fodringen eller blot konstatere, de kun er lækkersultne, hvorefter de vil svømme slukørede væk.  Fodringen standses i de næste timer, indtil fiskene atter er så sultne, at deres kræsenhed er veget for sult.  På denne måde kan man altid let konstatere, om fiskene virkelig trænger til foder, eller det blot er vane eller lyst, der får dem til at svømme til foderhullet.

 

Ernæringsværdi:

Ved foredrag om foder hører man ligeledes ofte fremdraget kritik af, at der ikke på tørfoderdåserne står, hvor meget og hvad indholdet består af. Denne kritik har ofte slået mig med forundring, da de fleste bekræfter ikke at have kendskab til disse talforhold.  Yderligere er de fleste, der spørger efter disse forhold, kun interesseret i proteinindholdet (æggehvidestoffer) med den begrundelse, at dette er livsnødvendigt, men det er nu engang således, at ikke alle proteinstoffer er lige gode ernæringskilder og en analyse af de proteinstoffer, der findes i vort tørfoder, vil sikkert blive meget dyr og kun til glæde for få <)g således urealistisk.  Større værdi vil en almindelig afveksling af foderemnerne have.  Af levende foder kan man variere ved at skifte fangststeder.  Kun de færreste fanger selv deres foder, og de fleste nøjes nok med at købe levende foder 6-8 gange månedligt.  I den Øvrige tid bruges tørfoder.  Dette er ingen idealløsning, man bør være vågen og læse de opdrætterberetninger, der opgiver foderemner.  De, der er i stand til at lave levedygtige og store kuld, må i hvert fald have båret sig rigtigt ad, hvad foderet angår.

 

Jeg håber, at dette indlæg må medvirke til mere eftertanke, når talen drejer sig om fiskefoder og næringsværdier.  Hidtil synes jeg, at det, der er sagt om emnet, har været alt for svævende og let angribeligt.

 

Jens V. Bruun